En næsten stabil og dejlig dag

Vi har som sagt fået ok fra lægen til at fortsætte. Han har været tilbage i vanlig Piet-form, hvor han taler og taler og taler. Det er bare så dejlig at se. Han gik også og han legede uden problemer i en time med pædagogen, mens Anders og jeg var til psykolog.
Programmet for i dag var: morgenmad, madleg, stuegang, frokost, psykolog, aftensmad og sove. Piet var stået op kl 5 og Anders har brugt natten på blodsukkermålinger, så han var træt. Jeg var træt efter en tilsvarende nat dagen før, så jeg sov total over mig. Det sker nærmest aldrig, så det var en lidt hektisk morgen, men vi fik os sat og Piet var helt på. Til madleg gik det bedre. Meget bedre end i går, men det er stadigvæk lidt langt til den vilde leg.
Inden vi kom her troede vi, at den ville stå på ingen grænser og at han måtte alt med maden, men sådan er det slet ikke. Han må ikke lege med maden ved måltiderne. Det gør man ved madleg. Det er gode gamle værdier. Man venter på at alle er færdige og man tager kun det op man vil spise. Så da Piet tog to tomater op på tallerkenen til frokost, fik han nej til den tredje. Han fik heller ikke lov til at putte den i glasset, eller putte dem tilbage i skålen. Vi siger ”du har fået to tomater op på tallerkenen, du må få flere, når din tallerken er tom”. Det retter han sig også fint ind efter, og jeg synes det gør det meget mere overskueligt for ham. Nå men det positive, er jo at han for første gang tog mad op på tallerkenen.

I eftermiddag fik Anders en lur, mens Piet og jeg gik prøvede Postmand Per bilen inde i Odense. På vej hjem fandt vi en båd, der sejlede op ad åen :

der var et ægtepar og en anden familie ombord, og Piet er åbenbart træt af sin familie:




Her til eftermiddag var hans blodsukker igen lidt lav. Han fik en smule mad og så var der ellers aftensmad. Han var skidesur og havde lidt svært ved at overskue det hele, så vi troede faktisk han var ved at dykke helt ned igen, så vi kom til at skynde os igennem aftensmaden, og vi havde svært ved at sætte hårdt mod hårdt. Oplevelsen fra i onsdags sidder stadig dybt i os. Vi målte blodsukkeret, efter maden og det lå på 3,8 som er et fasteblodsukker, som han gerne må have. Det var rart at se, så ved vi at han har lidt at arbejde med. Og det positive her var, at han tog kartoffelmos op på tallerkenen.
Vi er altså nået rigtig rigtig lang på bare fire dage. Gad vide hvad der kommer ud af de næste 14 dage? I dag udbrød han spontant: ”der er hyggeligt på hospitalet”. Det var dejligt oven i alle ”jeg vil hjem” udbruddene.
Hver aften drikker Anders og jeg en øl på bænken udenfor. Det er altså ikke, så sørgeligt som det lyder. Men ude på den bænk, er der en der har været træt af at mangle værktøj: