tirsdag den 26. april 2011

En dejlig dag! Vi er blevet taget godt i mod og Piet især. Der er allerede meget at fortælle så jeg starter bare.
Vi kom kl 10. Piet og jeg har været i Horsens i påsken og Anders har arbejdet og haft et par fridage i København, så vi mødtes i Odense.
Da vi kom på afdelingen sagde en sygeplejerske og en pædagog velkommen og viste os rundt. Piet var over det hele og følte sig hjemme fra start. Da vi havde været her i 20 minutter kom Stellas kusine: Liva og senere kom Pablo, som er hospitalsklovne. De 3 fandt hurtigt hinanden og mens Piet legede med dem, gik vi på kontoret med personalet og talte lidt indledende.




Efterfølgende var der frokost. Vi sidder ved et lille bord, sammen med en pædagog eller en sygeplejerske fra teamet. I dag var sygeplejersken. Hun observerede mest og så talte vi om løst og fast. Meningen er jo at vi ikke taler om mad, men det havde Piet ikke forstået. Han talte om sit rugbrød og hvormange æg, der monstro kunne være på tallerkenen osv. Lidt skægt, når drengen normalt aldrig interesserer sig for det.

Da frokosten var overstået, gik vi på legepladsen, som ligger lige udenfor. Der er en legeplads til alle afdelingerne og de er fantastiske.

Vi har også talt med en læge, som synes at vi skal give Piet vand om natten. Det synes vi er alletiders. Han skal have en halv liter mellem kl 21-23.

Han har et lille madbord stående på stuen, så han kan spise, når han vil.

Her til eftermiddag sagde han, at han var sulten, og vi sagde at hvis han spiste noget, ville han holde op med at være sulten. Han kiggede længe og valgte til sidst et lille glas saft og tog den mindste lille-biitte-musse-mundfuldsdråbe, men han gjorde det. Det er lidt vildt synes vi, men giver os masse af tro på, at det kan lade sig gøre.

Om et kvarter er der aftensmad og så skal han sove. Han er så træt kan man se, men det er meget normalt. Så over and out, mere i morgen.

1 kommentar:

  1. Åh Julie hvor lyder det bare godt. Tænker på jer. Knus fra Dorrit

    SvarSlet